Mine primære kilder til at få min samling komplet har været: min mor, Den røde butik i Varde (det hed den vist ikke, men det kaldte vi den), Pegasus (København), Fantask (København), Jussi Olsen (tidligere ejer af Pegasus) samt en privat samler i Kolding. Så var der vist også noget med, at jeg engang huggede en stak fra min storebror, men dem har jeg skamfuldt leveret tilbage igen. Jeg er i dag stoppet med at udvide min samling - jeg sluttede af på min 20 års jubilæumsdag, 13/98. Dette skyldes flere ting, men en væsentlig årsag er den, efter min mening, lave standard på nutidens Anders And blade (nogle kendere anser årgang 1963 som den sidste gode!!!!), der dog er betragteligt bedre end de fattige firserårgange. I forbindelse med ovenstående, skal jeg da også nævne, at min samling ikke er helt komplet, hvis man går i detaljer. Det vigtigste jeg mangler er Lommeanden serien, som jeg på grund af manglende læsemæssig interesse aldrig har samlet på. Af andre udgivelser jeg mangler, kan jeg nævne de temmeligt upåagtede Disneylandhæfter (1973-1974) , som må anses som en total fejlsatsning. Ellers har jeg resten komplet, med 1949 årgangen og Den Store Anders And som klenodierne i min samling. Jeg har dog ikke til sinds at stoppe med at samle, idet jeg for altid vil forsøge at forbedre samlingen ved at udskifte mindre pæne numre. Der er dog stadig visse udgivelser, som jeg stadig vil anskaffe mig, såsom specialudgivelser, jubilæumshæfter og udgivelser i stærkt begrænsede oplag - og så selvfølgelig den årlige Guldbog, der står som eneste repræsentant for kvalitet fra en svunden tid, og det både i indhold som i udførelse.
Hvem gider dog lave en side om gamle Anders And blade ? Hvis du stiller dig selv dette spørgsmål, er du havnet det forkerte sted. Det er min store fornøjelse at skrive om min største hobby gennem mit liv, hvilket også har været den mest kapitalkrævende.
Det er ikke billigt at samle gamle Anders And blade, omend priserne var lidt mere overkommelige i midten af firserne da min samling, i store træk, blev komplet.
Mit første hæfte var nr. 48/77, men jeg startede først at samle fast, fra og med nr. 13/78 (jeg har det endnu, se nedenfor).
AA 13/78. Mit første blad i samlingen!!! Jeg har senere anskaffet et lidt pænere eksemplar...
Som billedet antyder lader kvaliteten noget tilbage at ønske. Jeg kunne uden videre, til min fars store fortvivlelse, proppe 50 Anders And'er ned i en mappe beregnet til 26. Jeg har senere fået lidt mere professionalisme over opbevaringen, idet størstedelen ligger i en bankboks.
Jeg fik idéen til at samle, fordi min storebror (debuterede med nr. 16/74) allerede var godt igang. Det skal her bemærkes, at han ligeledes har en komplet samling, og således er vi nok det eneste brødrepar i Danmark, der kan prale af dette.
En anden årsag er, at der er kommet mange nye udgivelsesserier til, som vel ikke har den store samlermæssige værdi, mens gamle serier er stoppet med at udkomme - det er ganske simpelt svært at følge med i alle udgivelser.